Børnehaver banker energibudgettet 

 
Bamserne er taget ud af ventilationsskakten, og radiatoren er slukket, når pædagogerne skal lytte efter sovende børn gennem det åbne vindue. To børnehaver i Hvidovre kappes om at spare på energien, og det giver resultater. Alene i marts måned sparede den ene institution halvdelen af elregningen væk

- Hvad er der spændende ved det, tænkte jeg, da jeg første gang fik at vide, at vi var med i et nyt projekt om energi, siger Niels-Jørgen Teglbrænder, leder af børnehuset Stenen, om Hvidovre Kommunes deltagelse i et foregangsprojekt for energibesparelser i kommunernes daginstitutioner (se faktaboks).

Siden har den indstilling med lederens egne ord ’ændret sig vildt’, og projektet har grebet om sig. Manifesteret ved at Stenen har fundet en sponsor og fået trykt limefarvede T-shirts til børn og voksne med sloganet ’I stenen sparer vi på energien… (og på ryggen) undtagen vores egen’.

Ingen skal være i tvivl
Piben har altså fået en anden lyd:

- Ingen skal være i tvivl om, at vi har fokus på energien, og at vi synes, det er sjovt, siger Niels-Jørgen Teglbrænder, som mener, at netop synliggørelse er hele forskellen.

- Vi har jo ikke fundet de vises sten. Alle kan finde sparerådene på nettet (fx www.energiguiden.dk). Det nye er, at vi har fokus på det og taler om det på møderne. Forældre, børn og personale får alle oplysninger, siger Niels-Jørgen Teglbrænder, som for eksempel printer mails om projektet ud til alle forældre. Han fortæller, at forældrene nu bliver irettesat af junior på hjemmebanen, når der eksempelvis ikke bliver slukket for varmen ved udluftning.

Stenen er den ene af de to daginstitutunioner, som er blevet udset til at deltage i foregangsprojektet. Den anden hedder Hvidovrevej 65. De to er også kombattanter i den konkurrence, som undervejs er blevet udskrevet. En Zoo-tur med alt betalt er på højkant. Konkurrencen løber fra februar til og med maj i år, og det gælder om at have de procentvist største besparelser på henholdsvis el og varme i forhold til samme tid sidste år.

Niels-Jørgen Teglbrænder fortæller i en rivende strøm af eksempler, at børnene efterhånden selv præsenterer projektet for nyankomne…’Og så skal vi huske at lukke køleskabet, når vi har taget vores madpakker’ lyder det nu fra de overbeviste miniambassadører for energibesparelser, når ruten passerer køkkenet. Ét barn har allerede bekendtgjort derhjemme, at turen går til Zoo til sommer ’for vi skal banke en anden børnehave i energi’.

Det udslagsgivende har for Niels-Jørgen Teglbrænder været kemien i den energisparegruppe, som er etableret mellem fjernvarmeværkernes bestyrelser, NESA og kommunen.
- Det er engagerede mennesker, der er god stemning, som smitter, og man må gerne komme med skæve vinkler, siger han.

Ud med energibudgettet
- Det er spændende at have med folk at gøre, som er skeptiske i starten, men som bliver grebet af det, siger direktør Erik Christiansen fra EBO Consult A/S, der koordinerer projektet og af de øvrige parter beskrives som en drivende kraft.

- Nu har vi fået nogle gode ambassadører og slået hul i brechen mellem kommune og forsyningsselskaber, siger han.

- Det er meget positivt, at forsyningsselskaberne melder sig på banen. Vi arbejder med en systematisk reduktion af energiforbruget, og så er det jo et tilbud om ressourcer udefra til den indsats, lyder det tilsvarende fra Anders Thanning, teknisk direktør i Hvidovre Kommune.

- Det lå fint i tråd med vores arbejde med at decentralisere energibudgetterne, supplerer tovholderen i Teknisk Forvaltning, civilingeniør Rikke Marie Hald. Hvidovre Kommune har nemlig fra 1. januar 2005 lagt energibudgettet ud til institutionerne, sådan at de selv får del i genvinsten, hvis regningerne bliver mindre. Dog følger krav om besparelser i halen på budgetterne. Men besparelser derudover går til børnebudgettet i institutionen.

Selvom Niels-Jørgen Teglbrænder finder den del ’uigennemsigtig’, fordi han ikke føler sig godt guidet i, hvor mange penge det egentlig kan blive til, så kan det komme til at batte. På www.hvidovrefjernvarme.dk kan man nemlig følge konkurrencen mellem de to institutioner og læse sig til, at Stenen i marts har sparet 43 procent på strømmen og 15,96 procent på varmen i forhold til marts 2004. Leder af vuggestuen hos modparten på Hvidovrevej 65, Lone Jacobsen, har efter eget udsagn altid været en meget ressourcebevidst leder.

- De er nok ved at være trætte af mig og mine uldundertrøjer, siger hun ikke uden humor om vintertidens formaninger.

Men måske hjælper det at klæde sig efter årstiden. I hvert fald har Hvidovrevej sparet 16,2 procent på varmeregningen i marts måned og dermed overhalet Stenen med et mulehår. Stillingen er dermed 1-1 mellem Stenen og Hvidovrevej 65.

Her skal I kigge
- Den nemme og store besparelse ligger i adfærden og synliggørelse, siger Jens Nelleberg, energirådgiver i NESA som opsummering på foregangsprojektet og de 10 daginstitutioner, han i den anledning har været igennem.

- Den allerbedste løsning er at uddelegere energibudgettet, så den, der har forbruget, også ser regningen og får del i gevinsten og så at have en teknisk person i kommunen, som kan hjælpe, når institutionen løber ind i problemer. Som regel er det jo sådan, at pædagogerne passer børn, og de tekniske installationer passer sig selv, siger han, som blandt andet har været med til at pille et elvarmelegeme ud af et ventilationsanlæg. Varmelegemet kørte konstant – både sommer og vinter.

- Det sparede 10.000 kilowatttimer om året. Det er værd at tage med i betragtning af, at energiforbruget i institutionerne vanligvis ligger i omegnen af 30.000 til 50.000 kilowatttimer årligt, siger Jens Nelleberg, som gik til projektet i håbet om:

- At få et materiale, der kan sige: Her skal I kigge! Så vi kan henvise til det fremover.
Projektet bliver netop nu afrundet med tre energisparekataloger til henholdsvis borgmestre, teknisk forvaltninger og daginstitutioner med de vigtigste råd til starthjælp og en gennemgang af teknik og vaner.

Stenen og Hvidovrevej 65 får udløst spændingen med en præmieoverrækkelse den 9. juni. Henover sommeren arbejder børn og voksne begge steder med deres indslag til en storstilet Energidag i Hvidovre den 7. september.

Fakta: Børnehaveprojektet i Hvidovre
- Er en udløber af det landsdækkende foregangsprojekt om energibesparelser i kommuners daginstitutioner

- Er et samarbejde mellem Hvidovres tre fjernvarmeselskaber (Hvidovre Midt a.m.b.a., Hvidovre Nord a.m.b.a. og Hvidovre Syd a.m.b.a.), Hvidovre Kommune og NESA

- To daginstitutioner er udvalgt til analyse og energispareindsats. Institutionerne er Stenen og Hvidovrevej 65. Stenen har 70 børn fordelt på 591 m2, bygningerne er fra 1990. Hvidovrevej 65 har 68 børn i vuggestuen og 50 børn i børnehaven fordelt på 1253 m2. Bygningerne er fra 1981

- Indsatsen inkluderer blandt andet gennemgang af institutionerne med energirådgiver, energisparekonkurrence og indslag til Energidag i Hvidovre den 7. september.

Læs mere på www.hvidovrefjernvarme.dk

Fakta: Foregangsprojektet om energibesparelser i det offentlige
I 2004 – 2005 gennemførte forsyningsselskabernes netselskaber inden for gas, fjernvarme og el et fællesprojekt om energibesparelser i kommunernes daginstitutioner. Indsatsen var et led i selskabernes lovpligtige og såkaldt vederlagsfri energispareindsats. Det vil sige energirådgivning, som er betalt via energiregningen.

Projektets metode blev udviklet og afprøvet i et samarbejde mellem de lokale netselskaber og ni udvalgte kommuner - nemlig: Albertslund, Ballerup, Grindsted, Hvidovre, Juelsminde, Kolding, Korsør, Næstved og Rødding. Tilsammen har de ni kommuner 124 daginstitutioner.

Skabelonen var:
Samarbejde med kommunerne og anvisning af finansieringsmuligheder
Benchmarking af de ni kommuners daginstitutioner
Energirådgivningen af to til tre dagsinstitutioner i hver kommune
Energisparekataloger til de øvrige institutioner

Læs mere på:
www.energiguiden.dk
www.energispare.dk

af
Johanne Gabel
cand.merc.int og
miljøjournalist 

 


Frellsen chokoladebutikker kan opnå besparelse på 175.000 kr.
LÆS MERE HER
 
Holst Sko kan spare op mod 1/3 af energiforbruget – og spadsere en energirigtig fremtid i møde
LÆS MERE HER
 
Svineavler Leif Glasdam Jensen: 12.000 ekstra på bundlinjen
LÆS MERE HER
 
Slagter: Energistyring giver kunderne et klart signal om kvalitet
LÆS MERE HER
 
Børnehaver banker energibudgettet
LÆS MERE HER
 
Ny stald forårsagede stor energi gevinst
LÆS MERE HER
 
Nyborg hallerne: Årlig besparelse på 60.000 kr. Den største gevinst blev hentet på belysningen.
LÆS MERE HER
 
Grafisk Forum: Sparer 32.000 kr. årligt på ventilation og befugtningsanlæg
LÆS MERE HER
 
TR Autolakering A/S: Sparer 16.000 kr. årligt på trykluft
LÆS MERE HER
 
Bingo Foto: Sparet 10.000 kr. på elregningen.
LÆS MERE HER
 
Slagteren i Odder: Årlig besparelse på 12.021 kroner.
LÆS MERE HER
 
Bruun Stålinventar: Flere tusinde kroner at spare på tomgangsforbrug
LÆS MERE HER
 
Jepsen, City2: Sparede 20% på elforbruget
LÆS MERE HER
 
Konditoriet i Gentofte: Energirådgivningen betød også et bedre salg!
LÆS MERE HER
 
Toyota i Nivå sparer 5.000 kr. årligt - alene på belysningen
LÆS MERE HER